Bogen om Allan Olsen - Konkurrence

Da jeg første gang hørte om Allan Olsen, var det min godeste ven Skipper, der måtte bære skylden. Han havde ladet sig lokke til et arbejde på et schjikt reklamebureau i Charlottenlund, denne skidtsparker fra Jylland eller deromkring - lissom jeg. Det var engang i 1990.

Så ham tog jeg over for at besøge. I lommen havde han nogle billetter til Montmartre. Dét sted kendte jeg godt. Troede jeg. Det var jo både berømt & sofisticated - ifølge monopolfjernsynet & de aviser, jeg lod som om jeg læste for at pleje min indbildte ophøjethed. Jeg troede også, vi skulle høre NHØP eller en eller anden anden legendarisk jazzfranz, jeg siden ku' oppuste mig med at have set & hørt live i den finkulturelle højborg.

Men så fik jeg billetterne at se. Der stod Allan Olsen med de fede typer. Hvem fanden var Allan Olsen??? "Jamen, kender du ikke ham", spurgte min ven. "Jo da, det er ham Charly fra Mig & Charlie, men jeg troede ikke, han ku' spille", lød mit hjælpeløse svar.

Vi tog derind. Helt ude fra Herlev, hvor Skipper boede til leje i et muglugtende værelse hos en gammel støder.

"Det var her, Brigitte Nielsen, hende med de store... øøøøøh... & ham Sylvester Stallone, arbejdede da hun var lille", sagde han, da vi var inde i bagerbutikken dagen derpå.

Well, well, well, well. Vi tog ind til De Hellige Haller i Nørregade. Montmartre! Om ikke andet, så ku' jeg da fortælle, at jeg havde været på Montmartre & ellers undvige spørgsmålene om, hvem der spillede. Noget med en slags Olsen ville jo spolere glansbilledet...

Vi var i god tid. Det er jyder jo, siger nogen. Så vi fik et bord helt op til scenen. Det er måske ikke så jysk, men jeg er andengenerationsindvandrer, så måske er det derfra.

Men det mondæne forsvandt til fulde, da publikum på de bageste rækker gav sig til kende. Det viste sig, fandt vi senere ud af, at være et ishockeyhold fra Frederikshavn, der var i byen for at møde deres udfarende hjemmekammerat (de havde vel spillet mod Rødovre, hvad ved jeg).

Høres ku' de i al fald. Godt, de havde ladet stavene ligge henne på vandrerhjemmet eller hvor det nu var, det var...

Så kom én af roadierne ind på den endnu mørklagte scene. Med brylcremefedtet hestehale & "hvor er der publikumspiger med go'e patter & fast kød jeg kan bolle bagefter"-blikket skruet på. Han spankulerede rundt med søvngængeragtig sikkerhed & med fire elefantbajere mellem de fuldfede fingre, som han stillede foran den polstrede barstol midt & forrest på scenen. Lige foran os, næsten. & her sad vi med vores tynde fadøl.

Tingene passede ikke sammen i mit lille kønne hoved. Ishockeydrengene råbte "Allan! Allan! Allan!" dernede bagfra, som var de til landskamp i Idrætsparken engang inden Allan Simonsen brækkede benet ved EM i Frankrig i 1984. & her var vi i Montmartre! Det passede ikke sammen.

Så fadede lyset ned i salen & op på scenen. & ind kom Olsen. I postkasserød, noget nær selvlysende, læderjakke - eller var det simili? Glatbarberet (det var før kusseskægget blev in & moderne) & med bundesligahår krabbede han sig op på barstolen - uden at vælte elefanterne, selv om det var tæt på.

Han havde taget sine medkumpaner med. Den pletvis skæggede & arrede Ken Gudman, storbybeduinen fra stenbroen Lars Hybel & endelig en skide svensker ved navn Olle Nyberg.

Jeg havde bevaret min usunde skepsis. Så da Unge Olsen indledte med "Norlan", lød det i mine ører som et Bruce Springsteen-plagiat. Det kommenterede jeg.

"Hold nu kæft & hør efter", sagde min ven. Det er jo det, man har venner til, så det gjorde jeg.

& så kom fortryllelsen. Jeg ved ikke hvorfra. & det er også ligegodt. Den kom. Flyvende som på kolibrivinger. Elefantbajerne & smøgerne røg ned i Olsens hals kvikkere end en stork kan snappe en frø. Han sang sange & fortalte livshistorier. & jeg forlod tid & sted. Selv ishockeydrengene fra Frederikshavn fadede ud & forvandlede sig til inderlig opmærksomhed & deltagelse.

Til sidst præsenterede Olsen sit elektrisk forstærkede orkester. Efter Hybel & Gudman kom han til svenskeren. Olsen sagde:

"& på keyboards: Olllllle Nyberg! Kig godt på ham. Han er nået langt i livet. Som barn var han grim. Ritti grim. Han var så grim, at hans forældre måtte binde en svinekotelet om halsen på ham for i det mindste at få hunden til at lege med ham".

Det regnede i Nørregade, da vi prajede en taxa for at komme hjem til det grimme værelse i Herlev. Brigitte Stallone var der desværre ikke. & der var heller ingen svinekoteletter. Så vi måtte nøjes med at drømme om dem. Svinekoteletterne, altså. Eller var det...?