Prolog

Det er lørdag aften. Klokken er 20.44 den 23. august 1979, og toget fra Struer ruller stille ind på perronen på Bedsted station, i det sydlige Thy. En ung mand på 24 med kraftigt fuldskæg og temmelig casual klædt, for nu at sige det pænt, stiger ud af toget som eneste mand. Eneste bagage er en guitartaske over skulderen. Han ser sig om. Det er første gang han er i Bedsted, han bor i Århus, her er helt stille og mennesketomt, ikke just verdens navle. Men han har prøvet det før, ja faktisk flere gange om ugen gennem det seneste års tid. Hotel Bedsted Kro. ”Nå, for fanden”, tænker han, mens han ser skiltet, det ligger jo lige der, lige overfor stationen og han sjokker de 25 skridt over til kroen. Indenfor i baren møder han krofatter. Vi lader den unge mand med fuldskæg fortælle selv:

”…jeg ved ikke hvem der har det i dag, men den gang var det en noget kraftig mand, der gik rundt med en hvid bøllehat, hvor der stod ”Wilkommen nach Bedsted” på, og så gik han rundt med en stor schæferhund i lænke.

Jeg skulle spille i krostuen, jeg havde jo ikke nogen højttaler eller mikrofon eller noget, det havde man jo ikke, det var bare en guitar, så jeg satte mig op til baren på en barstol med ansigtet ud mod lokalet og så ryggen til baren, og der sad sådan ca. tre nede ved et bord. De var de eneste, der var der, og jeg havde jo ikke bil og kørekort dengang, så jeg var bare kommet med bus og tog, og hva’ fanden det nu hed, og ham der krofatter der, da jeg så havde spillet første vers af ”Vi er ikke som de andre” for at komme i gang med et eller andet, da gik han helt op til mig, jeg sad med guitaren. Han gik så tæt op af mig, at min højre hånd, der spillede, den kom i klemme mellem hans mave og guitarstrengene. Så stoppede det bare!  Så sagde han ” A er æ tefreds mæ dæ!'” (Jeg er ikke tilfreds med dig!)

 ”Nå, for fanden! …men det…eh..  ka jeg nu ikke lige komme i gang?” ” NEJ!!” Jeg ku komme ud i køkkenet og få mine penge, og så ku jeg godt ruffel hjem! Og der var ikke noget pis! Jeg fik pengene, men problemet var, at der ikke er nogen transport ud af Bedsted, lige den lørdag aften, så jeg måtte gemme mig på noget hotelværk, indtil der gik en bus igen til Thisted næste dag!”

Foto: Harry Nielsen

…18 år senere: ”Jeg skulle spille en koncert en aften i foråret 1997. Jeg havde nået zenit. Jeg var nået til enden af den klatretur, som jeg havde haft i alle de år. Jeg stod pludselig i en meget stor og flot koncertsal i en stor jysk provinsby. En udsolgt sal med 700 mennesker i deres bedste tøj og med deres koner. De havde betalt en meget høj entre. Lyden var tjekket igennem før koncerten. Lyd og lys og alting. Hele det der cirkus havde kørt optimalt, og det havde det gjort under hele turneen aften efter aften, 55 koncerter. Men lige pludselig stod jeg på scenen og døde, eller som Hausgaard har sagt om sig selv engang: ”Jeg ikke bare døde, jeg uddøde.” Blodet løb fra mig, og jeg fandt det fuldstændig idiotisk at stå der og reproducere mig selv for deres tilfredsstillelse og for min husleje.  Jeg var ikke på vej nogen steder hen. Jeg var bare ved at spille xx’te show. Jeg følte mig som Elvis sidste gang han kom frem. Det mest utrolige var, at der ikke var nogen der opdagede det. Min manager Jan Vinther opdagede det, og i pausen sagde han ” hva fanden foregår der? Hvad har du gang i” ? Jeg sagde ”jeg aner det ikke”. Jeg var fjern i blikket og stod og lirede mine ting af uden at være morsom. Jeg har mere og mere fået hæftet det der sjov-mand, comedy-ting på mig, men det var blevet et fængsel. Humor kan være et frygteligt fængsel at være i".

                   ”Efter koncerten gik vi i byen med nogle, vi kendte på stedet, og jeg sad bare og tænkte: ”This is over!” Jeg var dybt ulykkelig.  Nu er jeg nået til enden. Jeg kan ikke komme videre. Det var en meget skræmmende oplevelse. Vi havde lige købt hus i rigmandskvarteret i Aalborg, og der var ungerne. Jeg så alt bryde sammen for mig. Jeg så en drift i mig selv til undergang. Jeg så en drift til at blive så usympatisk og dum og lad, at min kone automatisk ville forlade mig, så jeg til sidst ville sidde i et hul og måske starte forfra. Jeg skulle spille dagen efter og dagen efter og dagen efter igen. Jeg havde ikke mod til at aflyse.  Det hadede jeg også mig selv for. Selv det kunne jeg ikke tage mig sammen til. Jeg spillede de koncerter på lidt samme måde, og kom så hjem og spekulerede det igennem. Men nåede heldigvis hurtigt frem til: ”Du har opnået de privilegier, du søgte i det ydre. Men du har endnu ikke fået startet jagten på de indre privilegier. Nemlig kunsten. Den har ikke nogen begrænsning. Den kan altid blive bedre. ”Jeg satte mig for, at jeg ville arbejde for kunsten. Fravælge automatik og kun lave noget, jeg kunne stå inde for. Jeg ville ikke bare lire sange af, som folk gerne ville høre. Ved den erkendelse er jeg måske kommet ud af den skriveforbandelse, som jeg har haft siden albummet "Jern" og ind i en arbejdsform, som er mere åben, og som kan pege i mange forskellige retninger. En form hvor jeg ikke føler mig ufri og tvunget af omstændighederne. Men det var en frygtelig oplevelse. Det var simpelthen forfærdeligt, for jeg kan ikke andet. Jeg duer ikke til noget som helst andet.”

                   Det var to oplevelser i sangskriveren, sangeren og musikeren Allan Olsens liv, men lad os tage ”et smut tilbage til Memory”, som Olsen synger i ”Kommer kongen tilbage,” et smut op til Nor(djyl)lan(d) og se hvor de første frø til sangene blev lagt:

Barndom og ungdom 1956-73

Allan Olsen kom til verden en kold martsdag i et lille husmandssted uden wc og rindende vand i en lille flække kaldet Grønholt lidt syd for Frederikshavn. Tre år tidligere havde faderen Bent, der var landpost, og moderen Gerda, der gik hjemme, fået Bjarne og den lille Allan fik da han var to år en lillesøster som fik navnet Britta. (Synes du navnene Bent og Gerda virker bekendt er det måske fordi, du har hørt livepladen ”Rygter fra randområderne,” der fortæller Olsen om at stjæle nogle Cecil i Bent og Gerdas tallerkenrækker og ryge dem ude i en hule, man havde gravet i noget sand, som introduktion til sangen ”Mergelgraven”.)

Husmandsstedet i Grønholt, hvor Allans bedstefar Thorvald dyrkede jorden og levede af det.  

Allans lillesøster Britta bor der i dag med sin mand og sine børn.

I huset boede også Allans bedstefar, Thorvald, som Olsen senere skulle skrive om i sangen ”En stille glød i mørket”, fra livepladen ”Rygter fra randområderne", for det var hans hus. Allans mormor døde meget tidligt, så Allans mor Gerda var simpelthen blevet hjemme hos sin far for at passe på ham. ”Min mor var og er indbegrebet af de bløde kvindelige værdier, på den fede måde og min far var det modsatte. Han kom træt hjem om aftenen efter at have været på job, men var legebarn nok til at bygge modelfly og drager med os om søndagen.”

Lille Olsen på vej ud i verden, mens

verden endnu var lidt mindre, men

næppe mindre spændende.

Til Gitte Lykkegaard fortæller Olsen i radioprogrammet Lykkegaard på P1 i 2004 om det første billede, han husker som barn: ”Jeg husker den her mand en tåget halvkold novemberdag i gårdspladsen, en gammel mand, der hed Kulsvinet, den ene fod vendte frem og den anden fod bagud, så han kunne optræde med, at han var i stand til at løbe henover f.eks. en gårdsplads lige hurtigt forlæns og baglæns og det var jo ret fascinerende, og så spillede han banjo, jeg har ikke været ret stor. Han gik rundt til gårdene der og spillede lidt banjo og løb frem og tilbage i gårdspladen og så klappede folk og gav ham lidt mad. Der fik jeg mit første møde med showbizz. Jeg kunne allerede mærke, når man er et lille menneske, at der på et tidspunkt nok er nogen der ville stille nogen forventninger til en, som man ikke har lyst til at leve op til, fordi børn er jo anarkister, og han var det første voksne menneske jeg så, som opførte sig som et barn, og der blev jeg simpelthen vaccineret med showbizz.

Jeg havde i forbindelse med mit arbejde med denne bog den glæde at blive vist rundt i Olsens nærmeste barndomsland af Allans lillesøster Britta, der i dag bor på gården i Grønholt. Vi gik os, på en smuk, solrig efterårsdag, en tur ned i den lille skov, hvor det var let at fornemme hvilken fantastisk verden dette havde været for en lille dreng. Her var plads til fantasi, vildskab og "plads til at gro". Her var åbne marker så langt øjet rakte og en lille skov i et stærkt kuperet terræn og masser af dybt hemmelige huler. Jeg kunne let se for mig, når skumringen drev indover gården, efter en lang dag i marken,  at den lille Allan satte sig op til bedstefar Thorvald i lænestolen, der stadig stod på sin plads. Bedstefaderen kunne fortælle om den farlige bjæler, så ethvert barn kunne få gåsehud af skræk og hvine af fryd. Bjæleren kom senere til ”at bo” i Olsens klassiske sang ”Op til Alaska” fra debutpladen ”Norlan”.

Allans mor, Gerda Olsen

Olsen har omkring udgivelsen af "Norlan" fortalt, at hans mor ikke var udelt begejstret for, at han sang om bjæleren. Der var ingen grund til at fifle med mørkes magter. Men i dag fortæller Gerda Olsen om bjæleren med et smil, i det hus familien flyttede ind til i 1964, mens hun stolt viser Allans pris ”Steppeulven” frem. Den har fået sin faste plads på Gerdas bogreol, idet dette kunstværk af en pris udført af Pontus Kjerrman unægtelig må  have visse træk tilfælles med bjæleren. ”Steppeulven” fik Olsen som årets livenavn 2003.

De fleste andre af Olsens mange priser bliver ellers opbevaret mellem tandpasta og hårshampoo på, ja, Olsens lille toilet i lejligheden i Århus centrum.

Da Allan er otte år, flytter flytter familien Olsen ind til sydbyen af Frederikshavn i et mikroskopisk parcelhus, mens bedstefaderen bliver boende i huset i Grønholt. ”Da min storebror og jeg nåede en alder, hvor vi ikke kunne holde os fra de ting, vi ikke måtte pille ved, flyttede vi til byen".  Olsen fortæller:

”Det var en mælkemand der hed Davids Budcentral der en sommeraften 1964 kom med sin lille lastbil og flyttede os og vores habengut for os. Det var både min mors brudekiste og alle mulige småting. Og du ved, det lyder som en lang ”John Steinbeck-rejse", men det var altså 2 ½ km, og det foregik hen ad den lille grusvej, hvor vi alle sammen sad ovenpå flyttelæsset og kørte de her 2 ½ km ned til byen, og jeg kan huske vores to hunde løb bagefter os, de ville med, og det der billede af de her to hunde, der løber bagefter bilen og galper løs, og flere gange måtte bilen stoppe, mens vi prøvede på at jage dem væk igen. Min bedstefar blev jo boende, og det var meningen de skulle blive hjemme hos ham. Men den ene af dem kom med til byen. Vi måtte bare acceptere, at den ville flytte med, men allerede fra den næste dag begyndte den at løbe væk og tilbage. Den var meget skizofren. ("Udødeliggjort på sangen ”Ballade om Smutti” fra ”Sange for rygere”) …og Smutti endte selvfølgelig også med at blive kørt over.”

De tre søskende: Allan, Britta og Bjarne Olsen.

”Men mødet med at komme ind til byen, hvor parcelhuskulturen så småt var begyndt deromkring 63 var meget stærkt, for vi havde jo været vant til selvom vi kun kom fra et 12 tønder lands husmandssted, og det er altså ikke meget mere end 4 fodboldbaner, som var al den jord der hørte til og som alligevel kunne brødføde en familie, så var vi jo vokset op i en verden der var uden grænser, du ved vi kunne løbe skrigende ud over markerne, lige så længe du ville, og det var stadigvæk ikke forbudt, og lige pludselig så flytter vi ind i byen, hvor der er noget der hedder haver og hæk, og noget af det første jeg husker der det er, at min bror og jeg vi havde det altid med at prøve lyden, vi skulle prøve lyden, så vi gik ud i haven for at prøve lyden, og det foregik på den måde at man stillede sig, og så gav man sig til at gale op, man sku bare lige prøve at høre hvordan det lød der, da ka jeg huske at vores nabo den gang, en meget flink ældre mand, hans hoved kom op over hækken, det var bare som om hans krop var en stor hæk, hvorpå hans hoved sad, så sagde han bare, helt uden at fortrække nogen grinmasse, ”er I syge?” Så var vi altså flyttet til byen!”

Copyrights: Troels Frøkjær. Det er ikke tilladt at bringe større uddrag fra ovenstående uden at opgive kilden og kun efter forudgående skriftlig tilladelse fra Troels Frøkjær: froekjaerkoncert(a)hotmail.com.

forside - gæstebog - billeder - film - lyd - smagsprøve - tekst - konkurrence - efterlysning - koncerter - læserne mener - links